Rammerne

Copyright © All Rights Reserved

Rammerne for Mulighedernes Børnehus

Områdets muligheder

Mulighedernes Hus er fysisk placeret midt i et væld af oplevelser. Vi kan gå på Søndermarkens store legeplads, lege i skoven, ved søen eller ved boldbanerne og meget mere. Kun fantasien sætter grænser.

De udendørs rammer i institutionen Vi har en 700 m2 stor indhegnet legeplads. Den store legeplads ligger på forsiden af bygningen, og her kan børnene boltre sig. Fra den store legeplads er der fuldt opsyn med området, hvor eventuelt sovende børn ligger.

Ved vuggestuens opstart var der etableret hæklabyrint, som vi glæder os til gror til, sansehøj, vippedyr, sandkasse, flise- og græsarealer og legehus.

Ved Skibet er der 150 m indhegnet opholdshave til pædagogiske aktiviteter og ved den nye tilbygning kommer endnu 300 m2 sansehave.

Bågø

Vores udflyttergruppe boltrer sig i den uspolerede natur på Bågø hele dagen i udflytterperioderne. Se mere under Udflyttergruppen

 

Vores naturgrund

Vi har lejet os ind på Glamsbjergspejdernes lækre naturgrund, der ligger 200m fra institutionen. Her har alle børn mulighed for at boltre sig i naturen

 

Parkering

Det er nemt at parkere ugeneret lige ved døren.

De indendørs rammer

Mulighedernes Vuggestue og Børnehave er beliggende i Mulighedernes hus, som er de charmerende gamle bygninger, der frem til kommunesammenlægningen fungerede som Rådhus for Glamsbjerg kommune. Vuggestuen har hele den ene fløj, som er totalt renoveret inden opstarten i august 2012. Institutionen er indrettet med lyse og venlige rum til forskellige formål.

Der er en stor garderobe, hvor alle børn har deres egen plads. I umiddelbar tilknytning hertil ligger stillerummet, hvor de børn med behov for en stille start starter dagen. Dermed skal de ikke konfronteres med mange børn samtidig med, at de skal sige farvel til mor eller far. Stillerummet bruges også til andre fordybelseskrævende aktiviteter eller til børn, der kræver mindre rammer.

Fra garderoben er der adgang til det store legerum, som er beregnet til de pladskrævende lege. På den anden side af det store legerum ligger alrummet, i åben forbindelse med køkken. Udover spisesituationer benyttes alrummet også til meget anden leg. Fra alrummet er der adgang til toilet/puslerum.

 

Skibet er et lækkert stort aktivitetsrum, som er base for vores mellemgruppe og vores tilbygning er en komplet børnehave med flere aktivitetsrum, motorikrum, garderober og toiletter.

 

I annekset er der udover lækre opholdsrum også motorikrum, musikrum og udendørs gårdhave